Som både min mor og far har gjort det, vil også jeg for­tælle lidt om mit liv, som jeg i dag husker, det har formet sig.

Jeg blev født den 29 marts 1927 i København trods det, at mine forældre på det tidspunkt var bosat i Odense. Men, som da min store søster Grethe blev født, tog min mor i den sidste bar­sels­periode til Kø­benhavn for at være i nærheden af sin moder.

Jeg har fået berettet, at jeg blev født på dr. Esmanns kli­nik. Det var vist nok en meget anerkendt fødeklinik på det tids­punkt.

Min dåb fandt også sted i Kø­benhavn, nemlig i Christian­skirken på Christians­havn. Mine forældre boede som sagt i Odense hvortil de flyttede ved deres giftermål, da far skulle overtage ægfirmaet, Robin­son, Andersen & Co.s filial i Oden­se som forretningsfører.

De boede den gang i Carl Bagge­sens Alle i en villalejlighed i Fruens Bøge. Den bolig kend­te jeg ikke, da de, da jeg var ganske spæd flyttede til en nyopført ejendom på Ru­gårdsvej 54, 1 tv..Den lejlighed kan jeg godt huske. Den var på 3 1/2 værelse, nemlig spisestue, dagligstue, soveværelse og et kammer. Ejendommen var en hjø­rne-ejendom på hjørnet af Ru­gårdsvej og St. Glasvej, og der var en ret stor gård og en extra fløj af ejendommen inde­holdt et pølsema­geri, pølsefa­briken ODIN. I gården var der også en række træskure, cykel­skure. Til lejligheden hørte endvi­dere et loftsværelse (pi­ge­værelse) og et pulterkammer. Disse værel­ser var oppe under taget, hvor der også var ind­ret­tet tørrerum og vaskeri, som vaskerier nu engang var dengang. En "gruekedel" til at koge tøjet i opvar­met med bræ­nde eller koks. Man havde sine egne zink­baljer og en vridema­skine. Hver lejlighed i ejen­dommen havde vasketur en gang om måneden. Den gang måtte man have en ret stor beholdning af tøj, men selvfølgelig var ren­ligheden ikke helt i top. Bad fik vi engang om ugen og un­dertøj, skjorter og sokker blev som regel først skiftet på badedagen. Som sædvane var, var stuerne placeret mod vej, hvilket her betød mod nord, de øvrige væ­relser mod gården. Stuerne mod vejen så aldrig en solstråle. Min søster Grethe fik kammeret medens jeg sov i soveværelset sammen med mor og far. Jeg husker, at jeg sov i en trem­me­seng med udtræk, og den hav­de jeg så længe, at jeg til sidst kunne nå at sparke den fra hinanden.

Ja, hvad husker man mere. Fra tiden på Rugårdsvej husker jeg blandt andet, at min bedstemor (farmor), da hun blev enke flyttede fra København til Odense, hvor hun fik en lille lejlighed på Ålykke Alle, vist nok i nr. 1. Ejendommen eje­des af en købmand Hjorth. Familien Hjorth var meget venlige men­ne­sker og tog sig en del af bedstemor. Da de blan­dt andet i købmandsfor­retningen hand­lede med ugeblade, fik bedste­mor lov til at læse dem om mandagen, inden de skulle ud­komme om tirs­dagen. Det var kun en lille købmandsforret­ning de hav­de, men den har sikkert ligget godt, da den lå lige op mod finerfabri­ken Tho­rvald Petersen. Fra købmandens gård have de en lem gennem en brandmur direkte ind til fa­brikken, og herigennem solgte de bl.a. drikkevarer. Der var en elektrisk klokke, så arbej­derne kunne tilkalde købman­den. Hjorth var forøvrigt sam­tidig kongelig vejer og måler på Odense havn. De må have siddet gan­ske godt i det, for de havde bil, hvad der bestemt ikke var hvermands eje. Det var en åben bil med kaleche og en enkelt gang var jeg på kø­retur sammen med dem og bed­stemor til deres, eller det var måske en søns gård i Jyl­land. Jeg kom meget på Ålykke Alle, jeg skulle over med avi­sen og hun var vist nok meget glad for mit besøg. Jeg hjalp hende også med at gå i byen og hente brænd­sel op fra kælderen til at fyre i kakke­lovnen. Der var ikke badeværelse eller toilet i lejlig­heden. Der var toilet i kæl­deren, og man måt­te vaske sig i køkke­net. Der var koldt om vinteren og ikke underligt at bedstemor benyt­tede en potte og slog den ud i køkkenvasken. Når vi var på besøg fik vi næsten altid frugt og det ske­te, at vi fik bagte æbler og friskbagt franskbrød, begge dele bagt i kakkelovnen. Når vi var der om aftenen spillede vi meget ofte kort og lagde kabaler. I ejendommen på Rugårdsvej var der en del familier med børn, så der manglede ikke legekam­merater.

En af mine bedste venner var Erik Hansen, søn af en dyr­læge, der arbejdede på slagteriet på modsat hjørne af Rygårdsvej og St. Glasvej. (Erik blev senere selv dyrlæge - det hørte til familien, far­faderen og en onkel var også dyrlæger). Erik havde en stør­re søster Else og en mindre broder Poul. Over os boede en mejeriejer (de­tail), der havde butik under os. De havde en søn eller nevø var det vist, der hed Carl. Ham var vi lidt bange for, da han var nogle år ældre end os, så når vi skulle besøge hinanden - vi boede i to forskellige opgange - løb vi over loftet, men når vi stod oppe på altanerne, var vi meget rapkæftede. Der var an­dre forret­ninger i ejendommen, en cyklehandler og -smed Petersen, købmand Hansen, slagter Oldenborg, grønthand­ler Hansen, cigar­handler og en herrefrisør. Jeg brugte megen tid nede hos cykels­meden og køb­manden, de var gode at snakke med. På slagteriets grund, var der ned mod jernbanelinien en del nyttehaver, som dyrlæge havde en af. Der tilbragte vi megen tid dels i haverne, dels på slag­teriets område. Det var jo spænden­de at se slagtningen, men selvfølgelig også forskrækkende, men se skulle vi selv­følgelig. En anden legekammerat var Mo­gens Hansen. Han var søn af en restauratør, der havde en restaurant på slagteriets grund. Faderen døde tidligt, men mo­deren førte forretningen videre.

Ret tidligt blev jeg ulveunge i 7 Odense trop og flok under det danske spejder­korps. Vi have mødelokale på Sdr. Bou­le­vard i en kælder. Medens jeg var ul­veunge fik man opført en spejderhytte ca. 10 km vest for Odense i Ravnsbjerg skoven ved Holmstrup. Dertil gik man­ge af vore weekend ture, og da det var et meget kuperet ter­ræn blev hytten også, da vi blev ældre benyttet som ski­hytte.

Min skolegang kom til at fore­gå i en privatskole, frk. Hør­lycks skole. Det var en dren­geskole og en såkaldt under­skole med 5 klassetrin. Det var vist nok me­ningen, at det skulle være en forbe­redel­ses­skole til gymnasiet, der havde "mel­lemskole" og gymnasium. Min inter­esse for skole var ikke særlig stor, så gym­nasiet blev det ikke til, men jeg blev efter de første 5 år flyttet til en fælles­skole, ligeledes privat Giersings Real­skole på Nonnebakken. Her gik jeg i 4 år i mellemskolen og sluttede i realklas­sen med en realeksamen.

 Jeg tror ikke, at min mor fandt kvarteret på Rugårdsvej "fint" nok, så da jeg var ca. 12 år gammel flyttede vi til en nyop­ført ejendom på Middel­fartvej. Det var i nr. 65, 2 sal th..På det tidspunkt, sidst i trediverne med den store arbejdsløshed var det ikke let at få udlejet lejlig­heder, man så utallige skilte med teksten "Lej­lighed til leje". Lejligheden på Middel­fartvej var oprindelig tænkt som 2 lejlig­heder på 2 og 2 1/2 værelse, men far og mor fik dem slået sammen til een stor, som så blev til 4 værel­ser og 3 kamre foruden bade­værelse og køkken. Der var 2 stuer, spisestue og dagligstu­e, fars og mors soveværelse og Grethe fik det sidste værelse, medens jeg fik et af kamrene. Værten var så glad for at få udlejet så stort et areal, så han var villig til at være meget imødekommende. Således fik vi allerede på det tids­punkt rigtigt køleskab med kompressor, mulig­vis et af de allerførste i et privat hjem i Danmark. Malingen af lejlig­heden blev der også gjort me­get ud af. Far ville meget gerne have stukturpudsede væg­ge i forstuen, det fik han, og de blev olie­malede. 1 kammer blev indrettet til skabs­værel­se, og det sidste til gæste­værelse. Der var 2 altaner til lejligheden og 2 kælderrum. Det ene af dem blev til viktu­ali­erum og det andet brugte jeg til værksted, reparerede cykler m.v.. End­vi­dere var der et loftsværelse, som blev be­nyttet til pul-terkammer.

Hvad så efter skolen? Som så mange andre på det alderstrin hav-de jeg ingen klar forestilling om fremtidigt erhverv. Far og mor syntes, der ville være en god idé at lære noget om handel, og jeg kom derfor i idé hos købmand Martin Iversen, Klaregade 14 i Odense. Ja, det var nu ikke Iversen, der drev forretningen mere, det var hans svigersøn Erhardt Christi­ansen. Den gam­le Iversen levede end­nu, men han var foreningsmand, for-mand for købmands­foreningen og med­lem af byrådet, så han hav­de til­synela­dende nok at gøre, men vel også noget senil og lidt til den "anden side", der sagde i hvert tilfælde for­s­kellige bydren­ge, som tjente en ekstra skilling ved den gamle gris. Christiansens stø­rste hobby var drevduer. Han boede i øverste etage i svi­gerfa­derens ejendom og fik indrettet dueslag på loftet. Samme mand var kvartals­dran­ker, og når han havde druk-tur, var han ikke behagelig.

Lønnen som lærling var første år 30 kr, andet 40 kr, tredje 50 kr og fjerde 70 kr..Heldig­vis fik man mere for pengene dengang, men det var alli­gevel ikke meget, bydrengene fik mindst 4 gange så meget. Ar­bejds­tiden var lang fra 8 til 18, fredag til 20 og lørdag til 20. Under min læretid blev der indført week-end lukning om lørdagen kl 14, så det var jo herligt. I læretiden gik man på købmandskole de første 4 år, og det var om aftenen fra 19-22, så der var ikke megen fritid, ganske vist hav­de man fri en time midt på dagen, hvor man tog hjem og spiste.

Da anden verdenskrig brød ud boede vi på Middelfartvej, og man glemmer aldrig lyden af de lavtflyvende tyske maskiner, der nedkastede flyveblade. Der var uro, frygt og usikkerhed om fremtiden. For os børn var det hele så uvirkeligt. Jeg hu­sker at der skulle mørklæg­ges og ind­rettes beskyttelses­rum i kældre­ne. Mør­klægningen vel for at "fjenden" ikke sku­lle kunne orientere sig fra luften. Senere hen på krigen lød advarsels­sire­nerne ret ofte, og man måtte op ad sin varme seng midt om natten. I Odense faldt der enkelte bom­ber, vist nok ved en fejlta­gelse fra de allieredes side, men der blev også rettet et direkte angreb mod Husmands­skolen i Odense hvor tysker­ne havde deres lokale hovedkvar­ter. I luft­linie, var det ikke langt fra, hvor vi boede, så det var ikke rart. Der kom også perioder med sabotager og Schal­burgtager (Schalburg - et tysk terror­korps) foretaget af danske håndlangere. Man mindes hvorledes varelag­rene efter­hånden svandt ind, og de dag­lige for­nødenheder blev ratio­neret, det gjaldt bl.a. suk­ker, mel, brød, sæbe, smør kød, tobak, tøjvarer m.v..Den private bilkørsel blev der hurtigt lukket for, der kom jo ingen forsyninger af benzin udefra. Tra­nsport skete her­efter med ladcykler, hestevog­ne og genera­tordrevne lastbi­ler, der på ladet havde en generator, som omdannede røg­gasser til drivgasser. Brænds­ler til generatorerne var bø­getræ skåret i klodser, se­nere også grankogler. For man­ge vares vedkommende kunne man slet ikke skaffe dem. Cykle­dæk forsvandt hurtigt, men opfind­somheden var stor, man lagde tykke reb inden i de slidte dæk, eller kork­propper og et me­get sindigt system af en træring under­støttet af skrue­fjedre. Ens beklædning blev også mere og mere slidt. Lag­ner blev syet om til cotton­coats, herrehabit­ter blev ven­dt, så det blankslidte kam indad. Da jeg var i idé, var jeg god at have som ven f.eks ved ung­domsgilder, hvor jeg kunne skaffe lidt drikkevarer, dansk frugtvin, en halv flaske snaps eller et par øller eller soda­vand. Under mørklægningen var det rigtig mørkt at færdes om af­tenen og natten. Gadelygterne forblev utændte og det var påbudt at bære hvide armbind. Lomme­lygter skulle man være meget for­sigtige med at bruge, og intet lys måtte slippe ud fra byg­ningerne. Cykellyg­ter skulle forsynes med en skærm over en smal, 1 cm bred lys­spalte, så lyset ikke kunne ses fra luften. Den nederste del af cyk­lernes bagskærm sku­lle males hvid. Der var en del utryghed ved at færdes på gaderne under mær­klæg­ningen, og da det danske politi blev interneret, vist nok i 1943 blev der rundt om­kring op­rettet private og ci­vile vagt­værn. På Kålunds­vej hyrede beboerne et par skibs­værfts­arbej­dere, der gik en rund­gang i kvar­teret om nat­ten. De var be­væb­nede med h­jem­melavede knipler og alle beboerne havde en trille­fløj­te, så de i nødsfald kunne tilkalde vagterne.

I året lige inden jeg skulle i skole an­skaffede mine forældre sig et sommer­hus. De lejede en grund ved Strandha­ven, Bovense mellem Kerteminde og Nyborg. På lageret i fars virksomhed havde han en arbejdsmand, der var ud­dannet som snedker. Han byggede et sommerhus om vin­teren på lageret hos Jess Jen­sens ægexport, og om foråret blev det stillet op. Det var et dejligt sted, en strandgrund direkte til Store­bælt og den lå over en klint, vel en 3-4 meter høj og der var derfor en pragtfuld ud­sigt. Vi tilbragte mange dej­lige sommerferier ved Strand­haven. Her var også godt med lege­kam­merater, der var van­det, naturen og går­den, fra hvilken sommerhusgrundene var udstykket. Gårdejeren, eller hus­manden hed Niels Peter Ni­elsen og han kone Stine. Niels Peter passede høns, bier og sommergæ­ster, Stine hus og have og bryggede øl. En fætter Niels var karl og han havde som regel en ungkarl til hjæ­lp. Lønnen for den sidste var kost og logi, et sæt tøj samt 100 kr. om året. Begge karle boede i et uopvarmet karle­kam­mer i staldlæn­gen. Man have ca. 10 køer, 2 heste et antal grise samt høns. Megen af min tid tilbragte jeg på gården og jeg fik lov til at hjælpe til med for­skellige gøremål såsom fodring, rens­ning af roemar­ken, spænde heste for og hjæl­pe med høsten. Høsten foregik med selvbinder, men for at den kunne kom­me til, skulle det først skæres for med le, og det afskårne korn blev bundet i neg. Jeg kunne godt både svinge leen, lave halm­bånd og binde neg.

Efter et par år anskaffede far sig en bil, det var en Chevro­let 1931. Det gjorde det meget lettere at komme til sommer­huset. Far kørte frem og til­bage til O­dense uden for hans sommerferie. I 1945 blev det slut med bilkørslen, så far måtte enten tage med rutebilen eller cykle. Det var ikke hver dag, han kom om natten, så spiste han hos bedstemor.

Gre­the og jeg var nogle vandhunde og jeg ønskede mig meget en båd. Ønsket gik da også i op­fyldelse efter at jeg havde lært at svømme, og betingelsen var, at jeg først skulle kunne svømme mindst 1000 m. Det lær­te jeg selvsagt meget hurtigt. Sommerhuset havde familien til 1944, hvor det til min store sorg blev solgt. Det var netop på det tidspunkt hvor jeg var gammel nok til at tage i som­mer­huset alene eller sammen med nogle venner, men far og mor var faldet for en villa, deres livs ønskedrøm om eget hus. Pengene skulle bruges til køb af huset. Det hus de købte tilhørte enken efter en af fars kammera­ter fra soldater­forenin­gen. Det var ejen­dommen Kålundsvej 43 i Odense, der lå klods op ad Hunderups­ko­ven. Købsprisen var kr. 32.000. Det var et dejligt sted, og vi meget glade for at bo der. Der var tre stuer i underetagen tillige med køkken. På før­ste­salen var der soveværelse, to kamre og badevære­lse og der var fuld kælder under hele huset. Huset var opvarmet med central­var­me, koksfyret. Under krigen med mangel på brændsel blev det snarere til central­kulde. Vi fyre­de med stødbræn­de, brunkul og tørv, alt sam­men meget godt, hvis det var bræn­dsel af en ordentlig kva­litet, men da efter­spørg­slen var stor, blev kvaliteten dår­ligere. Garagen husker jeg fyldt med tørv, som jeg så om søn­dagen kørte på trillebør til en vindue i fyrkælderen, hvor det blev læsset ned ad en rampe. Der var nogen meget kolde vintre under besættel­sen, og det var efterhånden en håbløs opgave at varme hele huset op. Der blev derfor op­sat en lille kakkelovn i et af kamrene, og der opholdt man sig så, og brugte også ovnen til at koge mad på. Radioen, en radiogramofon stod stadig nede i daglig­stuen, så når vi skulle lytte til udsendel­serne fra BBC, måtte vi pakke os godt ind. Tyskerne søgte at forhindre modta­ge­for­holdene med støjsen­dere, men man fandt på at bruge rammeanten­ner, der kunne ude­lukke den værste støj. I de kolde vintre skete det, at vandrørene i ejendom­men frøs og så var der lukket for vandet til man fik dem tøet op igen. Når jeg nævnte radioen, så var det fordi det var den tids nyhedsformidler, og den var egentlig ikke så gammel i min barn­dom. Radiogramofonen en B&O var fra da vi flyttede på Middelfartvej i 1939. Inden da havde mor og far en Philips modtager, der gik på svag­strøm, en akkumulator, der periodevis skulle op­lades nede hos cykelsmeden. Far for­talte, at han på et krystalapparat, havde hørt nogle af de aller­første forsøg, som Dan­marks radio udsendte, da han var ung. Under den sidste del af besæt­telsen tog modstandsbevægelsen til i omfang. Jeg huske at jeg var på weekendtur med nogle kam­merater og nogle af dem an­kom meget sent. De måtte forklare sig, og det viste sig, at de var medlemmer af frihedsbevægelsen og havde været ude til en våbenmodta­gelse, våben nedkastet fra engelske fly til modstandsbe­vægel­sen. Alle unge mennesker var meget optaget af modstan­den mod besættel­sesmagten. Mine kam­merater på wee­kend­turen, var som jeg spejdere, men man havde aftalt at spej­derkorpset som sådant skulle holdes uden for hverv­ningen af frygt for repressalier, men at man optog dem, der selv hen­vendte sig. Det var naturligt for mig at gøre det samme. Mit første møde desangående fandt sted på en bro over Odense å. Senere var jeg til møder, der blev holdt afsides i en skov, og vi havde skydeø­velser med pistol i et underjordisk gara­geanlæg. Det var sent, jeg kom til, men tids nok til, at jeg den 4 maj 1945, efter at have været i roklubben (Odense Ro­klub) og var gået i seng, blev kaldt op og til samling på en gård uden for O­dense i Dalum. Frihedsbudskabet havde lydt i radioen fra London, og spon­tant trodsede man over hele landet mørk­læg­ningforbudet og satte levende lys i vin­duerne. For øvrigt en skik, som har holdt sig og er blevet genta­get på fri­hedsdagen i over 40 år. Ingen vidste endnu om de tyske tropper i Danmark ville overgive sig, så derfor blev vi ind­kaldt som en dansk hær­styrke. For ikke at risikere at blive betragtede som parti­saner, blev vi uniformerede med et armbind i blå, røde og hvide farver og det danske våben­skjold. Der var tale om, at vi skulle til byen den 5 maj om formiddagen, men da der blev rappor­teret om åbne kampe i byen, valgte man at forholde sig afven­tende. Dagen efter var situationen lidt mere af­klaret, og vi blev transpor­teret til byen, hvor vi, som på en nødkasserne blev ind­kvarteret på en skole. Der var stadig en masse ty­skere i lan­det bl.a. en del flygtninge og sårede. En del af disse boede på nød­lazaretter indrettet på byens skoler. I den nære frem­tid blev mod­standsbe­vægelsen betragtet som en slags hjæl­petropper for ordensmagten. Hæren var endnu ikke blevet gen­etableret og politi­et, der havde været interneret i Tysk­land, var endnu ikke kommet i fuld svi­ng. Vi fik bl.a. til opgave at bevogte skolerne med sårede og flygtninge. Det var et job, og vi blev derfor af­lønnet. For en lærling var lønnen højere end nor­malt, så den var velkomment de 3-4 må­neder, det stod på. Da læretiden var ved at være forbi, søgte jeg om hurtig ind­kaldelse til mili­tæret for at få det overstået, inden jeg skulle til at søge job. Det lykkedes og jeg blev indkaldt i foråret 1947 til tjene­ste ved Telegrafbataillonen under Inge­ni­ørregi­mentet. Rekrutsko­len lå i Vær­løse lejren. Det indkaldte mandskab blev for­delt i 2 kompagnier, det ene som telegraftrop­per med mobile telefonfor­bindelser, det andet som jeg kom til arbejdede med telegrafi i mobile pans­rede mandskabs­vogne og "Ostevogne", som vi kaldte dem, mindre tru­cks. SM 19 og SM 22 hed vore radiostationer (modtagere og sendere) på det tids­pun­kt. Rekruttiden blev kortest mu­lig. Vi skulle lære teknik, morsning og høring og skulle så af sted til Tyskland for at deltage i den militære over­vågning i den britiske besæt­telses­zone. Der havde kun været en dansk styrke dernede tidligere i et halv år, og den skulle udskiftes. I udskift­ningsfasen skulle der ud­sendes en forkommando, og den kom jeg med. Danskerne lå dengang i den nordvest­lige del af Tysk­land i Friesland. Jeg kom først til Jever, der var ho­vedstationen, senere kom jeg til Wil­helmshafen, andre sta­tioner eller garni­so­ner var i Aurich, Varil og Oldenburg. Vor opgave var at holde kon­takt mellem de forskellige garnisoner. Radioforbin­delsen var for så vidt en nødlinie, tele­fonen var det nor­male, og den fungerede da også rimeligt godt. Det var lidt af en lop­petjans,. at komme ud til en fremmed garnison. Vi var kun 8 mand fra ingeni­ørtropperne med en løjtnant, som vi sjældent så. Vore regimentsbånd på uni­formen var sorte medens alle de andre i Wilhelms­hafen havde røde. Vi skilte os ud, og det benyttede vi os af, bl.a. i kantine og kostforplejning. De vareparti­er, der kom frem var ofte kun små, og fordele dem blandt alle var en håbløs op­gave. Os kunne man skille ud, og vi sladrede ikke. Den tyske civilbefolkning hav­de det slemt, der lige efter krigen. Nordsøhavn­ene - ud­skibningshavnene - var bombet sønder og sammen. I Wilhelms­hafen havde der været et ubåd­sværft, det var der ikke meget tilbage af. Vi måtte ikke fær­des alene i byen, og meget var der nu heller ikke at komme efter, kun ruin­hobe hvor folk levede i kældrene til de ud­bombede huse. Der var i som­mervar­men en grim lugt da næp­pe alle om­komne var blevet fundet. Vi havde ondt af be­folk­ningen og vel især af bør­nene. Mange tyskere arbejdede civilt på ka­sernen, og ved juletid blev civilarbejder­nes børn inviteret til en måltid mad på kasernen. Det var vel ment, men de­sværre blev mange syge, da de i for­vejen var under­ernærede, og derfor ikke kunne tåle den rigere kost. Det var ikke helt sundt for os unge me­nnesker, at skulle op­træde i rollen som besættere i det slagne Tyskland. Vi levede i overflod, og benyttede os de­sværre af det. Vi skulle betale for at blive klippet og for at få vort fodtøj for­så­let, men vi fandt da ud af, at en eller to cigaretter var mere velkomne end penge, de kunne indbringe store beløb på det sorte marked. I foråret 1948 blev der i mel­lemtyskland afholdt en større allieret militærøvelse. Tele­graftropperne skulle deltage, og jeg kom med på en mobil radiostation. Det var ret in­teressant, og vi fik da set lidt mere af Tyskland i områ­det omkring Paderborn. På et par fridage, fik vi lov til at køre en tur til Rhinen. Efter hjemsendelsen fik jeg et job som sælger og alt mulig mand i et lille foretagende der handlede med binderiartikler for blomsterhandlere og blom­stergartnere, firmaet hed Ei­ner Morten­sens Eft.. Endnu kunne man ikke frit købe mo­torkøretøjer, men med min be­grundelse for, at jeg skulle være re­præsentant, fik jeg indkøbstilladelse til en mo­torcykel, det blev til en CZ på 125 cc. - en tjekkisk ma­skine. Dette job varede vel godt et års tid, så røg jeg i totterne på ejeren og fik her­efter et job i Odense Papir­forretning i Pantheonsgade i Odense (ejedommen er forøvrigt se­nere overtaget af Hafnia og indrettet til kon­toret for det odenseanske lokalkon­tor, jeg har været der på EDB kursus). Medens jeg var i papirforrt­ningen, var jeg en kort tid forlovet med en datter af min mors kusine. Pigen læste til biblio­tekar og stammede fra Haslev, hvor hendes fader var revisor. Allerede i min tidligste ung­dom, havde jeg fattet inter­esse for England, og gen­nem en ven fik jeg en penneveninde i London, Sonja Barney. Hun kom til Danmark sammen med sin fader til den britiske uge vel i 1948-49, hvor TV forresten for første gang blev demon­streret i Danmark med en dire­kte trans­mission fra Tivoli til forum i Køben­havn. Jeg fik lejlighed til at træffe hende og faderen, og de var invi­teret ud til Grethe og Erik, der på daværende tids­punkt boede i Virum. Senere rejste jeg til Lon­don på en ferierej­se, og jeg traf Sonja igen og blev inviteret til middag sam­men med forældrene på en meget elegant restaurant "The Spi­ders Web". Faderen handlede med rideudstyr og havde for­retning i Regent Street og var vist ret velhavende, jeg hu­sker at hans privatbil var en Daimler. Sonja gik en overgang på skole i Sweitz i Lausanne, og efter hjemkomsten til Lon­don blev hun foto­model. Her i efterkrigsårene begyndte rejseakti­viteten så småt, vi havde jo været inde­spærret så længe under krigen og den ty­ske be­sættelse. Kort efter befrielsen tog jeg sammen med et par spejder­kam­merater på cykeltur til Norge. Vi blev kørt i bil til Frederikshavn, af den enes forældre, derfra tog vi med færgen til Gøteborg og herfra cyklede vi op til og over grænsen til Norge ved Svinesund, videre gennem Oslo og hjem via Larvik. I 1950 var jeg på min første større ude­nlandsrejse. Det var sammen med min mor og far. Rejsen gik med tog til Zil­ler­tall i Østrig, hvor vi boede på gasthof NEUHAUS i Mayerho­fen. Jeg vidste ikke, at denne sommer skulle komme til at få afgørende betydning og indfly­delse på resten af mit liv, men det gjorden den jo, da der på samme gasthof boede en ung engelsk pige Sylvia sammen med sine forældre. Hun var en me­get sød pige, og jeg havde da kigget langt efter hende i spisesalen og på fælles ud­flugter, men først den sidste aften under ferie­opholdet, traf jeg sammen med hende un­der et tyrolerarrangement på et af den andre hoteller i byen. Vi var kun sam­men nogle få timer, men vi fik da ud­vek­slet adresser, og efter vores hjem­komst, kom der en brev­veksling igang. I 1952 fik jeg mulighed for at komme på et studiophold i Eng­land, det var gen­nem fars fir­ma, der var en oprindelig fi­lial af Thomas Robinson, Sons & Co i London. Jeg skulle be­gynde den 1 juni i firmaets filial i Juni, og fik den gen­iale idé, at jeg kunne invi­tere den engelske pige til Danmark på ferie i mit hjem i Odense, og så kunne vi følges ad til England. Hun tog imod tilbudet og vores venskab ud­viklede sig hurtigt. Jeg var i Juni i 3 måneder hvorefter jeg kom til firmaets hovedkontor i London, der lå i dockom­rådet ved Themsen tæt ved London Bridge. Jeg var først på kon­toret, senere på pakhuset, hvor jeg var om for­midda­gen og om eftermiddagen gik jeg på et kursus for udlændinge på Pit­mans Colle­ge i Great Portland Street. Sylvia og jeg sås meget under mit op­hold i England, og det resulterede i vor forlovelse, der fandt sted i Wolverhamp­ton. Det var forøvrigt på en anden måde en mindeværdig dag. Jeg skulle om morgenen med tog fra London til Wol­verhampton, men netop den dag lagde den værste tåge i Englands histo­rie sig over det meste af lan­det, men værst var det dog i London. Tågen Smoggen var bla­ndet med røg fra de mange sti­nkende skorstene - man fyrede endnu med kul i åbne ildsteder - og smoggen lukkede totalt af for al samfærdsel. Busser og tog kørte ikke, biografer og teatre måtte lukke. Det kan faktisk ikke beskrives, den skal opleves. Rakte man sin hånd frem foran sig, kunne man ikke se den. Mange ældre men­nesker med ånde­dræts­besvær og luftvejssygdomme døde i det døgn. Hen på eftermiddagen lette­de tågen noget, så jeg kom med bus til stationen. Her var togfarten endnu ikke kom­met i gang, men efter nogen vente­tid skete det alligevel, og det lykkedes mig at komme frem til vort forlovelses par­ty, omend noget forsinket. Jeg tog tilbage til Danmark lige inden jul, men vi havde forinden fået arran­geret, at Sylvia kunne komme til Dan­mark i for­året 1953, hvor hun fik mid­lertidig an­sættelse på Ode­nse Sygehus på Sdr. Boulevard. Efter min hjemkomst fik jeg job i Ro­binson, Andersen & Co., først i Odense i fars afdeling, derefter i Århus hos Carl Toft, der var bestyrer af den derværende filial og ende­lig i København på hoved­kon­toret. Firmaet handlede med æg hovedsagelig med eksport for øje.Først var jeg i eksportaf­delingen, hvor jeg udfærdigede eksportpapirer og senere blev jeg forretningsfører for de­tail­salgs­afdelingen i Køben­havn. Vi havde ho­vedkontor på Gersonsvej i Hellerup. Detail­afdelingen tog sig endvidere af transportopga­ver mest med viderefor­sen­delse fra bornhol­merbådene fra de to bornholm­ske filialer i Rønne og Nexø direkte til eksport med tog til Tyskland og andre europæi­ske lande. I 1953 blev Sylvia og jeg gift i Dalum kirke ved Odense. Præ­sten kendte Syl­via til fra Sygehuset i Odense, hvor han bl.a var tjenstgørende, Han hed provst Ras­mussen. En dej­lig mand, som vi i flere år efter udvekslede julekort med. Midda­gen blev holdt på restau­rant Sct. Knud i Vestergade i Odense. Lejligheds- og boligsituatio­nen var heller ikke let den gang, men det lykke­des os da at få et værelse med et ganske lille kammer og fælles bade­værelse og køk­ken på første sal i en villa på Katri­ne­vej 13 i Hellerup. Det gik ganske godt med at dele, da jeg bl­andt andet kunne kom­me hjem og spise i frokostpausen og Syl­via var hjemmegående. Ved ind­flyt­ningen havde vi fået at vide, at vi kun kunne blive boende så længe, vi var alene to, men Sylvia blev gravid, og vi måtte søge en anden bolig. Det lykke­des også at få en lejlighed i Arbejdernes Andels Boligforening på Strandhave­vej 100 st. i Hvidovre. Peter nåede at blive født in­den vi flytte­de, men ad vi sagde til værtsparret, at vi skulle flytte, sagde de, at vi da sagtens kunne være blevet boende. De havde nemlig 2 små piger, og Sylvia var flink til at tage sig af børnene. Men vi flyttede som sagt, og i Hvid­ovre fandt vi vores første fælles bekendtskabskreds. De fleste af beboerne var unge mennesker med små børn, og det var vel børnene, der førte os sammen. Peter blev født på Fanny Fi­ehns på Par­kovsvej i Gentofte. Lejligheden på Strandhavevej var på 77 m2 og havde 2 værel­ser + 1 kammer samt en pæn stor terrasse. Da det var en nyopført ejendom, var lejen høj, kr. 215,- pr måned. Det siger nok ikke så meget, men vi var af firmaet blevet ind­stillet til en 2 vær. lejlig­hed i Rovsings­gade, og her var lejen kr. 40,-. Der var bare det, at der var restriktioner med hensyn til boligleje, og da vi søgte var graviditeten ikke fremskreden nok til at gøre os kva­lificerede. Vi kom til at bo i Hvidovre i fem år. Vi havde i lang tid haft øn­sker om at få eget hus, men vi mente ikke, at økono­mien kunne klare det. Huspriserne var begyndt at stige, men ved en tilfældig­hed fandt vi huset på Skolevang 11 ved Brøndby Stra­nd. Det var ikke så stort - 98 m2 på en 800 m2 stor grund. Det bestod af stue, soveværel­se, 2 kamre, køkken, bad og fyrrum. Opvarmningen var cen­tralvarme med koksfyr hvilket var meget almindeligt på det tidspunkt. Huset var bygget af et socialt boligsel­skab, Tra­nemosegård, men bygget med salg for øje. Prisen var kr. 59.000 med kr. 5.000 i udbe­taling. Der var bygget ialt 53 ens huse og området var derfor meget ensformigt, men det ind­tryk blev selvfølgelig ændret med tiden, da ha­ver­ne voksede op, og de forskellige ejere fik sat deres personlige præg på hus og have bl. a. tilbyg­ning, overbyg­gede terrasser, udskiftning af vinduer, marki­ser, ændring af haveanlæg m.v.. Vi var glade for at bo der, og for børne­ne blev det til en let, sikker og bekvem skole­vej, da vor have stødte op til Brøn­dby Strandskoles grund. Jeg fik fortalt om Peters an­komst, han var jo den første, men senere kom de andre til. Lisbet og John blev født me­dens vi boede på Strandhave­vej, Lisbet på en klinik i Valhøjs alle i Valby, med­ens John blev født hjemme. Henrik blev født, også hjemme, på Skolevang, og blev da forre­sten årsagen til, at vi byg­ge­de til huset med yderligere 27 m2. Det meste var hjemmebyg­geri, men jeg hav­de hjælp til støbningen og på slutningen med gennembrydning til det oprindelige hus samt pudsning af vægge. Huset var stadigvæk ikke overvældende stort, men dog stort nok til at børnene alle have eget værelse, og det hjalp da også, at vi i mellem­tiden havde fået oliefyr, og fyrrummet blev inddraget til beboelse, senere slå vi væggen mellem fyrrum og køkken ned, og fik hermed et ret stort alrum. Vi foretog forøvrigt flere ændrin­ger på huset, vin­duerne blev udskiftet til 3 lags termoru­der, vindues og dørpartiet i opholdsstuen blev udskiftet, Terrasse­døren blev til en hæve- skydedør. Vi byg­gede garage med udhusplads, lege­hus til børnene, terrassen blev lagt om, se­nere igen blev oliefyret udskiftet til natur­gasfyr. En af fordelene ved at have eget hus, var at vi frit kunne holde husdyr, og vi nåede da at have 2 forskellige hunde, først Tjavs, en blanding mel­lem schæfer og terrier, senere Lucy, vist nok blanding af cocker og puddel. På Skolevang blev vi boende til 1987 hvor det lykkedes os at få huset solgt, selvom der lige var taget forskellige politiske beslutninger, som gjorde det svært at sælge eje­rboliger. Det betød bl.a. også at priserne var faldende. Vi skulle finde en ny bolig, og det blev i Taastrup almennyt­tige boligselskab, afdeling Nørreby, hvor vi fik lejlig­heden Akelejehaven 55. Det blev kaldt et ræk­kehus fordi der var egen indgang i stue­e­tagen, hvor vi boede, ovenpå var der lejligheder, hvortil der var adgang fra en udvendig trappe. Lejligheden var god, den var på 87 m2 og havde kom­bineret køkken og opholdsstue med udgang til have på ca, 60 m2, pænt stort sove­værelse + endnu et værelse, pæn stor forstue og badeværelse med bruser. Allerede inden vi sol­gte huset havde vi søgt lej­lighed gennem Hafnia, der hav­de adskillige ejendomme i Kø­benhavns området, men ført her i 1992 lykkedes det os, at få tilbudt vor nuværende lej­lig­hed på Jens Jessens Vej 4, 2 tv. på Frederiksberg. Det er en lejlighed på 75 m2 beståen­de af spisestue, opholdsstue, kammer, der benyttes til fæl­les sove­værelse, køkken og badeværelse samt 2 pæne store altaner. Det hører endvi­dere et meget stor pulterkammer på ca. 40 m2 til lejligheden. Det meste af min tid var jeg ansat ved HAFNIA som assuran­dør. Jeg blev ansat den 1.8.1­957 efter først at have prøvet jobbet som fritidsmedarbejder i et halvt års tid. Dette med professionelle med­arbejdere var på det tidspunkt noget ret nyt, man have hidtil hovedsa­gelig be­nytte fritidsmedarbej­dere, der i for­vejen havde et fast job, men skaffede sig en ekstraindtægt ved at tegne for­sikringer. Det gav ikke selskaberne det bedste omdøm­me, da de der tegnede kun var interesserede i engangsforret­ninger, og så tjene nogle pen­ge. Hafnia var et af de første selskaber, der be­nyttede fast­ansatte udendørs medarbej­dere, og for øvrigt det første sel­skab, der oprettede en skole for assurandører. Jeg blev ansat ved Hafnias Kundebetje­ning i selskabets ejendom, Holbergs­gade 2, se­nere, da Hafnia købte et sve­nsk selskabs danske afdeling (THULE), flyttede vi til dette kontorer i Amaliega­de 4. Endnu senere, da Hafnia overtog Nor­disk Livs- og Ulykkesforsik­ring, flyttede vi til deres kontorer på Grøn­ningen og ef­ter et par år til andre loka­ler i samme bygning i Store Kongensgade. Efter denne a­dresse blev det til kontoret på hovedvejen 65 i Glostrup. Man havde netop fundet ud af, at man brude have arbejdsa­dresse nær ens private bopæl. Endestationen blev kontoret i Taastrup, hvor man lige have fået nye lokaler, men ikke have personale nok i større kon­torer og i Glostrup var der pladsman­gel.I de sidste par år valgte jeg jobbet som kon­torassurandør, hvilket betød, at jeg kun arbejdede på kon­toret uden opsø­gende arbejde. Det gav en mere rolig til­værelse, og man var fri for provisions­ræset. Som 62 årig valgte jeg at gå på efterløn, hvilket vil sige, at man for­lod arbejdsmarkedet, for som det hed, at give plads for nogle af de mange unge ar­bejdsløse. I en meget stor del af mine erhvervs­aktive år, var jeg medlem af Serapions-Ordenen i Danmark. En dansk loge, der, da jeg blev medlem havde til huse på Sct. Knudsvej 26 på Frederiksberg. Se­nere købte de københavnske loger ny bygning på Haveselskabets­vej 3, lige­ledes på Frederiksberg. Jeg blev indviet i 1962, og var i mange år meget aktiv. Jeg blev hurtigt medlem af logens fi­lantropiske udvalg, senere blev jeg loge­sekretær, ordens­mester og logemester, der var logens højeste embedsmand. Ialt var jeg medlem af logerå­det i 10 år, hvoraf de 3 som logemester. I mange år var jeg også medlem af ordenens stor­loge, der var ordenens øverste og lov­givende organ. I den skrivende stund er der en kra­ftig tilbagegang i antallet af logebrødre indenfor ordenen, det har bl.a. betydet, at 3 københavnske loger, nemlig min egen NESTOR er blevet slået sammen ned MENTOR og CON­CORDIA under navnet logen NESTOR-MEN­TOR, Foreningsarbejde havde min store inter­esse, og som inter­esseret herfor, var det ikke svært at finde jobs. jeg har således været medlem af en grundejerforening som sekre­tær, forældrerådet v/ Det dan­ske Spejderkorps bl. sekretær, Assuran­dørforeningen ved Haf­nia som medlem af forretnings­udvalget, medlem af Æld­reklub­bens bestyrelse i NØRREBY, redaktør for BEBOERBLADET NØR­REBY og næstformand i HUSEJER­F­ORENINGEN af 1891. Ved Hafnia as­surandør­forenings general­forsamling blev jeg i et par år valgt som dirigent. Så længe, som det næsten kunne lade sig gøre, var jeg bloddo­nor, oprindelig gen­nem Spej­dernes og Væbnernes Bloddo­nor­korps. Jeg begyndte som 17 årig af sluttede ved alders­grænsen på 65 år. Medens Grethe levede lykkedes det os at finde frem til min mors barndomshjem på Christi­anshavn i Ovengaden oven Van­det 30. Efter at vi købte som­merhus ved Vordingborg lykke­des det også ved en tilfældig­hed at finde mine olde­forældres (på min fars side) tidligere hjem på Stensby Li­nie. Det gamle hus var nu me­get forfaldent og blev blev nu benyttet til maskinhus og høn­sehus af Hans Christiansen - et familiemedlem meget langt ude, der også var efterkom­mer af mine oldeforældre. Han hav­de købt naboejen­dommen, hvor han nu boede. I 1984 købte vi sommerhus, der lå på Korshærsvej 6, Skaverup, 4760 Vor­dingborg. Beslutnin­gen blev vist nok truffet for­di jeg allerede på et tid­lige­re tidspunkt have fores­lået, at vi skulle sælge huset på Skol­evang når alle bør­nene var flyttet hjemmefra, og in­den vi blev for gamle til at kunne indrette os et nyt sted. Sommerhuset er vi stadig glade for, og det har bl.a. betydet, at vi har lært en anden del af Sjælland at kende, og det at vi kan have familien boende i kortere eller længere tid gør, at vi får en nær­mere kontakt til hinanden. Det er trods alt noget andet at bo under samme tag, end blot at besøge hinan­den til et enkelt måltid eller en kop kaffe. Jeg tror lige, jeg vil remse nogle af de begivenheder op, som vi har noteret os.

1946 Sylvia begyndte i juni på Wo­mens hospital
1947 " " Univer­sity College Hospital
1948 Joy og Alan blev gift
1949 Lesley blev født
1950 Sylvia og Erik mødtes i Tyrol
1951 Sylvia i Danmark med Mary
1952 Jane født - Erik kom til Eng­land
1953 Sylvia kom til Danmark - gift i december
1954 Peter født
1955 Nanna i Danmark på besøg
1956 Lisbet født, Gran­pa i Dan­mark på besøg
1957 Ferie i England. John født. An­sat Hafnia.
1958 Lille Peter født - Nanna i Dan­mark - havde Lunet
1959 marts flyttede vi til Skolevang
1960 I Odense til jul, Sylvia og bør­nene havde skold­kopper
1961 Farfar og Farmor besøges På­ske og Jul. Fresh Air
1962 Per konfirmeret. Medlem af logen NESTOR
1963 Mæslinger, Sylvia Eng-land, børnene sov i telt i haven
1964 Lisbet Blindtarm
1965 Byggede garage, England - Wales.
1966 Nye vinduer
1967 Henrik født, byg­gede til huset
1971 Åmejlen i Brande
1972 Bornholm, Peter startet i Den Danske Landmandsbank. Peter kørte galt i december.
1976 Farfar død, Lisbet lej­lig­hed
1979 Alan til Bermuda
1980 Peter og Gitte købt hus, Sylvia Lungekl.
1981 Grandpa død. Les­ley hjem fra Gambia. Farmor død.
1982 S.E. og H til Ber­muda, Lisbet og Sam fl. Fre­deriks­berg.
1983 Erik til Taastrup kon­to­ret
1984 Købt sommerhus
1986 Lisbet og Sam gift, Peter til Bankernes EDB- Katr­ine født, Joy og Alan hjem fra Bermuda.
1987 Mallorca, Henrik lej­lighed Hen­rik Ibsensvej, Lotte gift, Vi til br. Born­holm.
1988 Flyttet til Taa­strup den 1.10. Nikolai født, Joy og Alan Dan­mark, Günter 50 år - vi i Ham­borg, Ørum, WC i som­merhuset, John og Marianne, Henrik og Kiyo flyt­tet. Grethe og Erik hos os.
1989 Grand Canaria, Sylvia 60, Erik efterløn, Ørum.
1990 Madeira, Erik Øst­rig, Syl­via England. Sylvia efter­løn, Edle død, 23.­4. Peter og Gitte gift 26.5.­,Ka­kke­lovn i som­mer­huset, Ha­ve­stue, Kiyo flyt­tet, Grethe død 22.­7., Kia født 02.7.
1991 Henrik flyttet til Hes­sel­øgade. Les Carrot Fran­k­rig skiferie m/Pet­er, Gitte og Kia, Flori­da, i som­mer­huset i julen samt Påske og Pi­nse. Henrik opere­ret. Erik M.M. i sommerhuset. Holger 60, som­merhus Due Odde. 1.9 Erik stop ryg­ning.
1992 Tunesien februar, Græ­ken­land m/ Lisbet, Sam, Katri­ne og Ni­kolaj, Erik M.M. i Som­mer­hu­set, f­lyt­tet til Fre­de­riks­berg 24.­8., Joy og Alan her, Ørum m/E­rik M.M.
1993 Sandra født.
Beretningen foreløbig afslut­tet 8 februar 1993. 6640 ord. Erik Christiansen

About